Løgnens testamente er delt op i to bind. Bind 1 er vinklet ud fra en alvidende persons oplevelse af de forskellige begivenheder og hændelser, og fortællingen foregår i 3. person, mens bog 2 er en jeg-fortælling, hvor forfatteren udlever sin helt personlige tolkning af Nietzsches sentens "Man er den, man bliver". Hovedtemaet i begge fortællinger handler om identitet og livsholdninger med fokus på, hvorfor vi mennesker nogen gange lader os fascinere af at leve livet som en anden person, end den man i virkeligheden er. Nogle gange er det løgnen om ens baggrund og ophav, der bærer forvandlingen til den anden person, løgnen om en selv og de nærmeste omgivelser, det at forråde sit sande jeg for at få et nyt og andet liv, en anden identitet og selvforståelse. Bind 1 handler om lige netop denne proces frem mod den udslettende erkendelse af, at det hele mere eller mindre har været spildt og forgæves. Den lange vej frem til det sidste opgør bliver eksponeret yderligere af omstændigheder, der kun indirekte har med hovedpersonens egne beslutninger at gøre. Bind 2 handler om, hvordan følelser og kærlighed kan forvandle et menneske og, hvordan misforstået respekt for den person, man forguder, nærmest kan gøre en blind, for det liv, man selv repræsenterer og inderst inde identificerer sig med. Når man samtidig arver en anseelig formue og nyder omgivelsernes respekt, og karrieremæssigt knyttes sammen med den person, man har elsket så højt, og nærmest smelter sammen med både hans intelligens og hans fremadstræbende succes, så glider den indre selvforståelse, ned i kælderetagen og fortrænges. Hovedpersonen Celine forvandles stille og roligt til ham, JN. De nærmeste omgivelser bemærker det og påtaler det adskillige gange, men det forstærker kun den indre transformation, da det er den, der holder hovedpersonen kørende. Bomben springer først den dag, da Celine ved en tilfældighed finder et personligt testamente fra JN og tager til Zürich, hvor det hele mere eller mindre begyndte.
About the Author: Jeg har undervejs i min opvækst og karriere selv haft en del modstand og udfordringer, som indimellem var selvskabte og unødvendige, fordi det mere handlede om egne protester over for uddannelsessystemet og den herskende samfundsorden. Jeg havde svært ved at indpasse mig og bare følge "the mainstream", hvis der var forhold, jeg mente ikke var i orden. Denne holdning til tingene gjorde også, at jeg sidst i 1. g stemplede ud, da jeg var træt af at høre fortællingen om blomsten af Danmarks ungdom - jeg ville noget helt andet med mit liv. Jeg skulle ud at opleve noget spændende og farligt. Jeg havde set en film om bjergbestigning, som havde tændt en drøm om, selv at blive en berømt bjergbestiger. Jeg fulgte min udlængsel og flyttede til Garmisch-Partenkirchen i Sydtyskland. Efter et par år vendte jeg tilbage uden de helt store bestigninger i rygsækken, men var dog både blevet en habil bjergbestiger og skiløber. Jeg havde undervejs også erkendt, at jeg skulle bruge en studentereksamen og meldte mig derfor ind på et studenterkursus for at færdiggøre min gymnasiale uddannelse, og med min eksamen i bagagen tog jeg 2 år senere til Münster/Nordrhein Westfalen for at læse matematik og fysik. Allerede 7 måneder senere måtte jeg kaste håndklædet i ringen: Jeg kunne ganske enkelt ikke få økonomien til at hænge sammen. I København tog jeg en læreruddannelse, og så handlede det om at komme ud og tjene nogle penge. Jeg blev gift og nåede at blive far til to børn, inden jeg blev skilt og giftede mig igen. Min nye kone og jeg fik en datter, mens jeg læste til cand. Pæd. Psyk. Job og karrieremæssigt var jeg meget i tvivl om, hvad jeg ville fremover, men nogle år senere blev jeg skoleleder, og det var bestemt en spændende udfordringr. Min jobmæssige karriere sluttede jeg som leder af et Pædagogisk Udviklingscenter, og det var her drømmen om at skrive en roman om et menneske, der på mange måder skiller sig ud fra det brede gennemsnit - og den skulle ikke handle om hverken druk, kriminalitet eller stoffer.